1978 Nyt idrætsanlæg

Ved Jyderup Realskole - hvor man nu er ved at fuldføre det store Kollegiebyggeri ved "Danlac" - er man også i gang med at anlægge et stort idrætsanlæg, der på alle måder vil få de internationale mål, så der vil kunne holdes større idrætsstævner.
Dette arbejde er overdraget entreprenør John Ravn Christensen, søn af entreprenør Helge Ravn Christensen, der overtog sin faders firma den 1. februar i år, og som flyttede firmaet til Knabstrup.

John Ravn Christensen blev ved det store kollegiebyggeri underentreprenør og fik overdraget jord- og kloakarbejdet, og senere fik han overdraget arbejdet med det nye idrætsanlæg, der er placeret mellem det gamle og det nye kollegium, op mod Jyderup skov.

I brug næste år
John Ravn Christensen siger til "Folkebladet", at det nye idrætsanlæg får en stor fodboldbane og en håndboldbane, som omkranses af en 400 meter lang løbebane. Derudover bliver der 100 meter løbebane på den ene side lang side, samt en bane for kuglestød, højdespring, længdespring og stangspring.
Man er færdig med selve råarbejdet og i gang med at nedlægge 3500 meter drænrør. Og arbejdet med idrætsanlægget skulle være afsluttet den 1. august 1978. Selve græssåningen og nogle beplantningsarbejder foretages i efteråret, når vejret er til det. Det nye idrætsanlæg skulle kunne tages i brug næste efterår. John Ravn Christensen er også overdraget arbejdet med at anlægge veje og parkeringspladser ved såvel JEG-kollegiet som ved det nye stadion, og dette arbejde skrider også planmæssigt frem. For tiden har Ravn Christensen otte mand i arbejde ved JEG-kollegiet1
Drænrør ved JEG


Kilde: Kilde 1: Kalundborg Folkeblad juni 1978; Nyt idrætsanlæg ved Jyderup Realskole

Sidst opdateret 26. november 2014
©Jyderup Realskole